Økologi og byggeri er et langt sejt træk af ændrede livsfor­mer, et ændret syn på vores omgivelser, anvendelsen af naturlige og kulturelle ressourcer, og en ændret teknologi. Der findes ikke noget columbusæg, der med et slag kan gøre byggeri og beboelse økologisk.

Økologisk byggeri drejer sig derfor om at kombinere og samarbejde de mulige tiltag herunder de realistiske økotek­nikker til et optimum – en byggeskik, baseret på en blanding af høj- og lavteknologi, industriel fremstilling og håndværk. Underforstået med det formål at reducere energi, materiale­forbrug og forurening.

2. Økologisk byggeskik

Byggeskik beskrives normalt som byggeri slebet til af kul­turen og tiden.

Byggeskikken er således udtryk for en tilpasning til sam­fundsmæssige, sociale eller individuelle behov, der skal til­godeses inden­for gæng­se tekniske, økonomiske og arkitek­toniske rammer.

Byggeskikken er hverken præget af avantgardistiske tekno­logiske løsninger eller modsat af gammeldags arkitekto­niske dyder, den forsøger at ramme det arkitektonisk og teknologisk tidstypiske, eller det realistisk mulige.

En økologisk byggeskik kan ikke baseres på utopiske høj­teknologiske “en gang for alle” visioner og ej heller på ro­mantiske forestillinger om en tilbagevenden til en førindus­triel uskyldstilstand.

En økologisk byggeskik må søge at finde skæringspunktet mellem teknologi og kultur, byggeri og livsform, industri og håndværk, global og lokal ressourceudnyttelse, indivi­duelle- og samfundsmæssige økologiske krav og mellem traditionel lovgivnings- og or­ganisationspraksis og alterna­tive praksisser etc.

Skulle man være skeptisk overfor muligheden af en decide­ret moderne byggeskik, den uendelige pluralisme af byg­gevarer og byggemåder, taget i betragtning, er det alligevel dette skæringspunkt, der er interessant for det økologiske boligbyggeris daglige praksis og dets mulighed for at slå igennem.

Vi fortolker Økohus 99 konkurrencen som et forsøg på at indkredse dette skæringspunkt efter flere års mangeartede men spredte øko­logieksperimenter.

3.  Økologisk livsform, boform og boligbyggeri

Ud­formningen af den økologiske bolig peger direkte på spørgs­målet om hvad man skal forstå ved en økologisk livs­form og boform.

Den arkitektonisk, konstruktive organisering af boligen og boligmiljøet i bred forstand må derfor tages op til overve­jelse og disse overvejelser peger direkte ind i et fletværk af problemstillinger omkring materialer, konstruktioner, instal­lationer, byggemåder, produktionsmåder etc., samt endelig hvilket arkitektonisk udtryk dette kan resultere i.

Hver enkelt af disse problemer er komplekse og i sammen­hæng næsten uigennemskuelige.

Hvordan skal f.eks. en lokal fordel afvejes mod en global nødvendighed?

Hvordan skal et langtidsholdbart og derfor økologisk for­delagtigt byggemateriale afvejes mod truslen om dets ud­ryddelse ved overforbrug?

Hvordan skal en langsigtet ressourcebesparende installation afvejes mod dens øjeblik­kelige fremstillingsmæssige energi­forbrug, og transportforbrug, altså kortsigtede anlægsfor­dele afvejes mod langsigtede drifts­fordele

Hvor langt kan man komme med krav til ændrede vaner og livsformer af hensyn til økologien uden at ende i udemokra­tisk (statslig) styring og formynderi, etc.

Med afsæt i så komplekse problemstilling må udformningen af den økologiske bolig eller boligbyggeriet nødvendigvis blive en blanding af videnskabelige udvikling, rationelle betragtninger og common sense.

3.1 Kultur, vaner og boligtyper

Går vi ud fra at kultur og vaner er tæt forbundet, er det svært at forestil­le sig hvordan radikalt nye boligformer kan få gennemslag fra den ene dag til den anden.

Hver­ken en futuristisk, højteknologisk ” øko-rum­kapsel” eller varianter af “tilbage til naturen” hulebyggeri er realis­tiske alternativer (med mindre man ønsker at bruge hele da­gen på at være økologisk).

Forbindelsen mellem en økologisk byggeskik og den øko­logiske bolig består i at ramme den indretning og udform­ning, der tillader det normale liv at udfolde sig, og på samme tid giver frihed i udvikling af graden af øko­logisk levemåde. Antager vi, at bovaner plus byggeskik resulterer i boligtyper, kan forsøget på at finde en øko­logisk bygges­kik og en økologisk boligtype med fordel tage afsæt i eksis­teren­de traditionelt gode boligtyper for at forbedre dem økologisk.

Den økologiske bolig skal skabes i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse.

Økologiske boliger, der bygger videre på det bedste i tradi­tionen, giver en forståelighed, en almen accept og en konti­nuitet, der efter vore mening er en del af hvad man kunne kalde arkitekturøkologi. En respekt for og udvikling af det bedste i boligarven er lig økologisk tænkemåde på boligom­rådet.

Den samme hensynsfuldhed må vises arkitekturens udtryk og betydningsside.

4. Projektets idégrundlag

Økologisk byggeri er altså et spørgsmål om arkitektonisk organisering af:

Økonomi:       Sikre rentabelt byggeri på markedsvilkår.

Teknologi:      Sikre optimal økologisk udnyttelse af moderne teknologi.

Demokrati:     Sikre medvirkende fra alle de involverede parter, herunder beboerne i byggeriet.

Sociologi:        Sikre gode økologiske familieboliger, alment anvendelig.

Dette konkurrenceforslag vil forsøge at sammenfatte de fire faktorer i et projekt hvis væsentligste indhold er en kombi­nation af følgende elementer:

A   En økologisk zoning af bolig og bebyggelse, et sammenfald af:

1   Aktivitets- og funktionszoning

2   Klima- og miljøzoning

3   Installations- og byggeteknisk zoning

B   En økologiunit, installationsvæg

C   En økologicentral, fælleshus

Forudsætningerne for projektet er, at det skal være:

A   Simpelt og generelt

B   Tilpasningsdygtigt til såvel nybyggeri som byfornyelse

c    Ukompliceret og let forståeligt

d    Sundt og grønt

e    Arkitektonisk stimulerende

4.1 Generalitet (generel anvendelighed) og forskel­lighed (dif­ferenceret udformning)  

Den gode økologiske bolig skal kunne danne ramme om mange forskellige livsformer og herunder forskellige grader af økologisk levevis og oveni købet over en lang årrække.

Den økologiske bolig må derfor være foranderlig og til­pasningsdygtig. Ikke så meget i den dynamisk, mekaniske 60’er forstand, med flytbare vægge og total åbenhed, men mere i retning af generel anvendelig a la 20’ernes og 30’ernes murermesterhuse med ens rum.

Generalitet behøver dog ikke at være forbundet med ens­hed f.eks. ensartede rum. Generalitet kan lige så vel være forbundet med forskellighed f.eks. forskellige, men gen­erelt anvendelige rum.

Forskellighed er i det hele taget et centralt begreb i en boli­gøkologisk byggeskik.

60’ernes forskelsløse, standardiserede industribyggeri, med baggrund i en forestilling om overlevelsesbunkeren eller livmoderen med øje­blikkelig sanseløs behovstilfredsstil­lelse, er uøkologisk.

Den økologiske bolig skal rumme forskellighed. Forskellige rumstørrelser, -højder, -karakterer, forskellige niveauer. For­skellige lysforhold og temperaturer, forskellige materia­ler etc.  boligen skal opfattes som en del af omgivelserne, “den ydre verden” og som en del af klimaet, årstiderne, na­turen, byen, stedet.

Boligen skal være oplevelsesrig, sanselig og kropslig for at være økologisk.

4.2 Boligens livsrum og brugsmæssige opdeling

Den økologis­ke bolig må gerne opdeles efter begreber, der går på tværs af den sædvanlig funktionelle opdeling i sove, spise, opholde etc. F.­eks.i bevægelse, stilstand, repro­duktion, produktion, intellektuel og følelsesmæssig kon­tra fysisk virksomhed.

Boligen skal ikke være et stillesiddende konsumfuteral. At leve i den økologiske bolig er en veksling mellem hvile og aktivitet.

Boligen skal indbyde til sund bevægelse ud og ind, rundt i- og op og ned på etagerne.

Boligens indretning og opdeling skal afveje de økologisk tekniske krav mod de traditionelle familie- og samlivsfor­mers behov.

4.3 Den sydvendte bolig

Et af projektets vigtigste valgte parametre for udformningen af alle boligtypernes livsrum, er syd-orienteringen.

Alle værelser og opholdsrum vender med syd, for lys ind fra syd.

Foruden de arkitektoniske og miljømæssige argumenter kan syd-orienteringen begrundes økologisk og energimæssigt.

Boligindretningens sydvending er projektets arkitektonisk kunstgreb.

Hovedindgangen til boligerne er ligeledes orienteret mod syd, gennem ” atriet “. Der er dog også mulighed for at gå ind fra nord gennem køkkenet.

4.4 En ny økologisk boligtype

En ny økologisk boligtype formes af en ny byggeskik og teknologi og en ny organisering af boligens funktioner, arealer og rum.

Projektets organisering, opdeling og arkitektoniske ud­formning af boligen bygger på en sammenlægning af tre zoninger:

1  Aktivitets- og bofunktionel zoning.

2  Energi- og klimazoning

3  Installations- og byggetekniske zoning.

4.5 Aktivitets- og bofunktionel zoning

Familien vil i lang tid fremover stadigvæk være en flerge­nerationsfamilie med normale behov for en boligintern op­deling i private og fælles rum, rolige og mere aktive områ­der, plus servicerum, køkken og toilet.

Med forudsætningen om en mere aktiv økologisk levevis og generel anvendelighed opdeles den økologiske bolig hori­sontalt i en arbjeds/

aktivitetszone­ og en roligere opholdszone. Aktivitetszonen rummer køkken og “atrium”, et multifunktionelt rum, der kan være alt fra atelier til havestue eller entré.

Også vertikalt er den økologiske bolig på traditionel vis delt op i en aktiv stueetage og en roligere 1. sal.

Aktivitetszonen og atriet er det i arkitektonisk forstand økologiske livs- eller “råderum”, der praktisk og symbolsk tillader en mere eller mindre økologisk levevis.

4.6 Energi- og klimazoning

En øko­logisk zoning om­fatter også en energibevidst opde­ling i en passiv og aktiv udnyttelse af solindfaldet.

Boligen er delt op i en syd­vendt solfangende, let facade­zone og en tung nordvendt varmeakkumule­ren­de zone.

Med denne klassiske opdeling udnyttes solens og lysets energi optimalt og temperatursvingningerne over døgnets timer udjævnes.

Den enkelte familie kan vælge at leve “økologisk” i pagt med årstidernes skiften (trække sig tilbage til den tunge del af boligen om vinter­en og ud i den lette del resten af året), eller familien kan vælge at bebo hele huset hele året rundt mod en energimæssig merudgift.

Dette betyder også en opdeling i en lysere og mørkere zone og bidrager til skabelsen af forskelligheder i boligen, i for­hold til lysforhold, tyngde og lethed.

4.7 Installations- og byggeteknisk opdeling

Projektet deler boligen op i en installationstung speciel zone og en installationslet generel zone, svarende til en dyr- og byggeteknisk vanskelig zone og en billigere mere teknisk ukompliceret zone (evt. professionel contra medbyggede).

Disse zoner krydses af boligens byggetekniske opdeling i råhus, aptering og komplettering.

4.8 Det grønne rum “Atriet”.       

Det dobbelthøje grøn­ne rum eller atrium er det centrale funk­tionelt/arkitektoniske element i den økologiske bolig.

Her falder den økologiske zoning sammen med praktiske hensyn til passiv solfangning, årstidsbevægelse i boligen, varmebesparelses- muligheder, rumforskellighed, tempera­turforskellighed, brugsforskel- lighed, bevægelsesmulighed etc.

Rummet er passiv solfanger, “motionsrum”, uderum, inde­rum, tempereret, utempereret, boligudvidende, – sammen­trækkende, entré, indre gård, forhave, atelier, udestue, driv­hus, festsal, kort sagt økologisk multi­funktionelt.

“Atriet” er en historisk kendt boligrumtype her kombineret med økologiske overvejelser.

Altså nyudviklet bolighistorie lig økologisk boligbyggeskik.

4.9 Økologisk klimaskærm / facade

Projektet foreslår en boligtype, der prioriterer sammen­hængen mellem lyskvalitet og livskvalitet. Den økologiske bolig tager udgangspunkt i dagslysets overlegne kvalitet og arbejder derfor med en stor grad af transparens.

Dagslyset er kvalitativt ved at være steds-, regions- og år­stidsbestemt. Lyset tager farve af omgivelserne og reflekte­rer stedet, klimaet og årets gang.

For at skaffe naturlig ventilation og forhindre overophed­ning, er glaspartiet i ” atriet ” forsynet med oplukkelige par­tier. Dette sikrer en hurtig udluftning af ” atriet ” direkte gen­nem aktivitetszonen eller hele huset.

Dele af de indvendige og udvendige glaspartier kan forsy­nes med translucent glas, afhængig af en nøjere vurdering af temperaturudsving og lysindfald.

Følgende elementer integreres i boligens klimaskærm:

– Energiruder

– Translucente ruder

– Regulerbar solskærm, persienner

– Oplukkelige vindues- og dørpartier

4.10 Materialer, konstruktioner, installationer

Kravet til materialer, konstruktioner og tekniske installatio­ner i en øko­logisk byggeskik må være:

Materialer:

Sunde

Energi og ressourcebesparende

Reparations- og vedligeholdelsesvenlige

Økonomiske

4.11 Materialer – fremstilling og anvendelse

Valget af materialerne i bebyggelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af deres genbrugelighed, indeklimatilpasning, holdbar­hed og fremstillingsmåde i forhold til råstof og energiforbrug.

Opnåelse af et godt indeklima er udover at anvende sunde mate­rialer, også et spørgsmål om at anvende materialer med en høj grad af forskelligartethed i forhold til materialets farve, klang, hårdhed, duft, absorberingsevne overfor fugt og varme, reflek­tering af lys osv.

Der anvendes fire typer af materialer i forbindelse med opførelsen af det foreslåede Økohus 99 projekt.

Type 1 Organiske materialer som træ, træfiber, tekstiler mm. Materialerne er reproducerbare, og ved bortskaffelse frigøres der energi. Træet oplagrer desuden CO2 i vokseperioden.

Type 2 Materialer som fremstilles af mineraler i jorden, metal og glas.  Der bruges meget energi til fremstilling af disse materialetyper, til gengæld kan de genbruges og er langtidsholdbar og svær nedbrydelig. Materialerne anvendes på særligt belastede områder på økohuset.

Type 3 Miljøbeton (genbrugsbeton), tegl og kalkmørtel, fremstilles af lokale materialer med et moderat forbrug af energi til fremstilling. Denne gruppe af tunge materialer er aktive i forhold til opsamling og lagring af passiv energi fra solen. Der kan næsten opnås balance mellem forbrugt energi til fremstilling, og den energi der opsamles i materialerne, set over en tidsfaktor på f.eks. husets levetid 80 – 100 år.

Type 4 Isoleringsmaterialer, lavenergiruder, solceller, solfanger mm. Fremstilling af disse materialer foregår med et højt forbrug af energi. Energiforbruget til fremstilling spares dog hurtigt ind ved brug af disse materialer – komponenter i byggeriet, i form af et energitilskud til den daglig drift.

Opdeling af de fire typer materialer i forhold til pro­jektet.

1.Råhuset: anvendelse af materialerne i gruppe 3.

2. Aptering: anvendelse af materialerne i gruppe 2 og 4.

3. Komplettering: anvendelse af materialerne i gruppe 1 og 2.

4.12 “Ruintesten”

Ud fra en livscyklusanalyse vil lang­tidsholdbare materialer og kon­struktioner være økologisk korrekte.

Kravet om holdbarhed skal dog afvejes med den nutidige byggeskiks blanding af industriel og håndværksmæssig byggeskik.

Visse materialer og konstruktioner har en lang tidspuls f.eks. hoved- konstruktioner, mens andre komponenter har en kortere levetid, typisk færdigvarer som vinduer, køkkenelementer, installations­komponenter etc.

Byggeriet på dets nuværende teknologiske stade kan derfor med fordel deles op i 3 kategorier med forskellig livscyklus:

1. Råhuset, den bærende hovedkonstruktion
2. Aptering, klimaskærmen m.m.
3. Kompletteringen, løse elementer, installationer m.m.

Som eksempler på aptering kan nævnes: udvendige facade­beklædninger og indvendige lofts- og vægbeklædninger samt gulvbelægning.

Og som eksempel på udvendig og indvendig komplettering kan nævnes: solafskærmninger, løse trapper og altaner, sanitet, indvendige trapper, skabe, køkkenelementer etc.

Denne opdeling vil gøre det lettere at kontrollere og udvikle de enkelte bygningsdeles livscyklus og økologiske værdi både i forhold til fremstilling og montage samt kontrollere udskiftning og forbedring af bygningsdele.

Set i et økologisk perspektiv kan der stilles forskellige krav til disse dele.

Sagt kort: jo kortere levetid, jo større krav til vedligehol­delse, udskiftelighed og genanvendelighed.

Opdelingen i råhus aptering og komplettering gør desuden bebyggelsen lokalt, arkitektonisk tilpasningsdygtig.

Anvendelsen af lokale byggematerialer er således i pagt med en økologisk tankegang.

Endelig har projektets boliger en ren installationszone, in­stallationsvæggen, hvis koncentration af de fleste installa­tioner og føringsveje er en vigtig del af hele boligens ud­formning.

4.14 Det økodemokratiske energisystem.

Ud fra konkurrenceudskriverens ønske om størst mulig inddra­gelse af beboernes aktive medvirkende, til en økologisk rigtig ad­færd og brugen af boligen, er bebyggelsens ressource- og ener­gisystem opdelt i et primært overordnet forsyningsnet, økologi­centralen, transmissionsledningerne mellem økologicentralen og boligerne. Det sekundære system holdes inden for den enkelte bolig og består af det grønne rum ” atriet ” “snøvsen” og installa­tionsvæggen. Kombinationen af disse tre elementer muliggør at beboerne i det kommende økohus 99 direkte kan arbejde aktivt med individuelle energirigtige- og økologiske tiltag, der kan eksperimenteres inden for den enkelte bolig med økologien.

De individuelle økologiske tiltag, som opsætning af solceller, ekstra solfanger, vandbehandlingsanlæg m.m. kobles via “snøv­sen” og installationsvæggen på det overordnede energisystem. Installationsvægen er udover at være det samlende element mel­lem det økologisk lokalt eksperimenterende og det overordnede og styrende ressource- og energisystem, også boligens centralt placeret økomøbel. Økomøblet synliggør det sted i boligen hvor den enkelte føre ”   husholdning ” med boligens økologi, ressourceforbrug og indeklimaet. Boligen har fået en miljøregula­tor.

4.15 Det grønne rum ” atriet “, økologiens lokale forum.

Det grønne rum er stedet i boligen hvor den enkelte beboer dagligt kan   forholde sig bevidst til økologien. ” Snøvsen “, in­stallationsvæggen og det grønne rum udgør tilsammen en lokal platform for det forestående Agenda 21 arbejde. Et sådant ar­bejde må blive en naturlig del af det at bo i et økohus 99 projekt.

Det grønne rum i hver enkelt bolig ligger op til at der i bebyggel­sen vil kunne dannes et netværk omkring det at leve bevidst økologisk. Der vil kunne foretages sammenligninger mellem forskelligartede økologisk levevis i de enkelte boliger.  Denne er­faring der hermed kan indsamles vil være en god inspirator for bebyggelsens beboer i forhold til at videreudvikle den økologiske tankegang og levevis.

Projektet ser ikke noget modsætningsforhold mellem tek­niske (evt. højteknologiske) installationer og økologisk byggeri.

Kravet til installationerne er blot, at de er simple at instal­lere, håndtere, vedligeholde og udskifte og selvfølgelig energi- og ressourcemæssigt acceptable at fremstille.

Det gælder ligeledes de økologiske specialinstallationer så som solfangere, varmevekslere, vandopsamlere, genbrugs installationer etc.

4.16 “Økounitten”, installationsvæggen, (snøvsen)

Boligens installationer er koncentreret i en installationsvæg midt gennem boligen.

Installationsvæggen og “snøvsen” indeholder boligens fø­ringsveje for vand, varme, ventilation og el med udtag til kommunikationsudstyr lamper etc.

Den er samtidig decentral styring- og kontrolstation for bo­ligens ressourceforbrug.

Til dette formål rummer unitén et pædagogisk, aflæsbart display. Displayet kan kobles på nødvendige sensorer i bo­lig og fælleshus. Alternativt vil ressourceforbruget kunne aflæses via et TV-GYR system.

Til installationsvæggen kobles toilet og køkken, og alle ho­vedinstallationerne i boligen føres i den. Derved fritages de øvrige dele af boligen for komplicerede installationer og rør­føringer.

Installationsvæggen kan desuden indeholde næraffaldssor­tering, skral­dsug, edb-kabelføring, kommunikationsinstal­lationer, musik-, videoanlæg etc.

Installationsvæggen kan gøres til genstand for industriel se­rie produktion, – design og eksport.

Den økologiske unit er en sammenstilling af gammelkendt og ny installations- og ressourceteknik.

Installationsvæggens placering midt gennem boligen gør det nødvendigt at “gå på tværs” af væggen med vinduer og døre.

Installationsvæggen er derfor en let, hul træbeklædt væg med frie muligheder for gennembrydning og rørføringer.

Installationsvæggen minder designmæssigt og konceptuelt om en akvæ­dukt, en bolig-økodukt.

Installationsvæggen forbinder boligens installationer med fælleshusets varmecentral, brændselscelle etc. og bliver, betydnings­mæssigt og konkret, forbindelsen til de større økotekniske netværker i kommunen og landsdelen.

Installationsvæggen gør det let at udskifte installationer, ud­bedre skader og kontrollere fejl.

4.17 Den økologiske bebyggelse (det økologiske “bo­fællesskab”), økologicentralen.

En vigtig forudsætning for økologisk forståelse og økolo­gisk byggeri er demokratisk medvirken.

De økologiske tiltag skal være vedkommende og synlige for at få gennemslagskraft. I modsat fald kan det ende med et ekspertvælde og uinspirerende restriktiv lovgining. “Der skal være mere gulerod end stok i økologisk byggeri”.

Sammenstilling af økologi og øvrige beboerfaciliteter er meget vigtig i øjeblikkets økologiske omstilling.

I den sammenhæng kan økocentralen/fælleshuset have en vigtig funk­tion som symbolsk og praktisk omdrejnings­punkt for lokale Agenda 21 initiativer og fortsatte økolo­giske eksperimenter.

De fleste nyere boligbebyggelser indeholder et fælleshus med fællesfaciliteter, vaskeri ophold e.l.

Tænker vi os fælleshuset udvidet og gjort til hjemsted for de mere kompli­cerede energitekniske og økologiske tiltag, har vi her en overskuelig og nær enhed, der på den ene side fritager den enkelte bolig for overplastring med tekniske in­stallationer, og på den anden side kan sikre en tilstrækkelig professionel overvågning og styring af den økologiske tek­nik.

I en sådan økologicentral, defineret som en blanding af teknik og fælleshus, kan samvirket mellem forskellige økologiske og ressourcebesparende teknikker optimeres.

Følgende teknikker og funktioner vil kunne samarbejde i økologicentralen:

– Fælles energistyring og måling af forbrug.

– Solfanger på egnede steder.

– Fælles regnvandsanlæg.

– Naturgasfyret minikraftvarme.

– Naturgas/biogasfyret brændselscelle.

– Vandbesparelser.

– Affaldshåndtering.

– Fælles vaskeri.

– Fælles dybfryser.

– Miljø- og aktivitetssted

– Grønt væksthus

– Edb-station

– Værksted for fritiden.

– Fælles køkken, spise, ophold etc.

Økologicentralen kan sikre en høj grad af fleksibilitet og til­pasningsdygtighed i forbindelse med installering af allerede kendte og kommende økologiske- og ressourcemæssige teknologier.

Økologicentralens størrelse og effektivitet kan nemt tilpas­ses forskellige projekttyper.

5. Bebyggelsesplanen

Konkurrencegrunden er placeret i en typisk forstad med blandet parcelhus- og tæt lavt byggeri.

Grunden indgår i en planlagt bydel med fastlagte stier og veje, der støder op til et landskabs- eller parkbånd, der er tænkt som højklasset rekreativt areal i bydelen.

Projektets bebyggelsesplan ønsker ikke at fornægte stedets for­stads karakter ved at skabe en by-kulisse. I stedet søger planen at understrege forstadsbebyggelsens usentimentale rumlighed, en rumlighed der kan gøres lige så urban og va­rieret som den historiske by skønt rationel i sin struktur.

Bebyggelsen indskriver sig i historien fra Bakkehusene til Håndværkerparken og Dianas Have.

Bebyggelsens indre “byrum” har direkte adgang til det re­kreative areal og respekterer de byggefelter, der udstikkes af bydelens plan.

Af samme årsag er bebyggelsen kun 2 etager skønt der er mulighed for at bygge op til 2,5 etage.

Bebyggelsens relative tæthed er desuden valgt for at skabe et bedre klima mellem husene.

Sammen med beplantningen skærmer tætheden for den bar­ske sydvestenvind.

Bebyggelsen er af økologiske årsager konsekvent syd­vendt. (solindfald, passiv soludnyttelse).

Fælleshuset er placeret for enden af bebyggelsen, hvor den centrale hovedsti gennem bebyggelsen ender og hvor cen­trum for den endnu ikke bebyggede sydlige bydel befinder sig.

Langs tilkørselsvejen placeres private skure, cykelskure og affaldsskure.

Parkeringen er ligeledes placeret langs adgangsvejen.

Hovedstien gennem “byparken” er ført syd om projektets bebyggelse, men kan forbindes med Kirkegade gennem be­byggelsen langs med fælleshuset.

5.1 Om det grønne

Karakteren af de grønne arealer afspejler i den grundliggende hovedstruktur boligbebyggelsens enkle og præcise udtryk. Hensigten hermed er at skabe grønne rammer af høj æstetisk værdi, indenfor hvilke synliggørelsen af det biologiske kredsløb kan gøres mangfoldigt i udtryk og brugsværdi.

Den grundliggende ide er at ´genbruge´ den etablerede skov­plantning på stedet i størst muligt omfang, med en vis udtynding af ammeplanterne. Skoven vil med tiden danne et ´grønt´ tag, der binder udearealerne sammen og giver bebyggelsen en frodig og naturpræget karakter. Dette fordrer selvsagt en nøje plan­lægning af bygge- og anlægsarbejderne, der således må foreta­ges på stedets betingelser, med størst mulig hensyntagen til træer og buske, der skal bevares. En sådan remisebeplantning tilgodeser vækstbetingelserne optimalt samtidig med at det økologiske kredsløb stimuleres.

Udover skovplantningen tilføjes området følgende karakteris­tiske elementer:

Den grønne væg – der løber langs hele p-arealet og indehol­der plads til miljøstationer, cykler og depotrum, fremtræder som en let træ- eller pladekonstruktion med netværk til klatreplanter på hele den østvendte langside. Klatreplanterne, bl.a. i form af stedsegrøn Vedbend, er betydningsfulde for insekter og fugle – som fødekilde, skjul og yngleplads.

De grønne skærme – der opsættes ved privathaverne tilplan­tes med forskellige blomstrende og stedsegrønne klatreplanter. Disse giver læ og ly for indblik haverne imellem.

Hækelementet – af blomstrende buske markerer de skrå for­delingsstier, opdeler og understreger de rumlige forløb og fun­gerer som tilholdssted for insekter og fugle.

Alléen – danner en rumlig afgrænsning mellem adkomstvejen med tilhørende p-areal og boligbebyggelsen. De eksisterende stammede allétræer suppleres med træer af lign. sort.

Kanalen – samler tagvandet op og følger som en livgivende blå åre den bugtede sti, der bliver ´den røde tråd´ hvor man mødes på vej gennem området til fælleshuset. Her føres kanalen ud i et opsamlingsbassin, der udformes som et lavt spejlbassin i for­bindelse med fælleshusets terrasse. Kanalen bliver således et centralt og attraktivt element, der vil tilføje området miljømæss­ige kvaliteter for såvel dyr som mennesker.

Vedrørende plantevalg til ovennævnte elementer og øvrige plantninger tilstræbes at udvælge egnskarakteristiske løvfæl­dende arter – i videst muligt omfang med blomstrende og frugt­bærende egenskaber – der kan bidrage til et mangfoldigt dyreliv.

Adgangs- og fordelingsstier og -veje har alt efter deres funktion i området fået en nuanceret form- og materialemæssig bear­bejdning, der giver klare signaler om betydningen af den enkelte stil eller vej. Der anvendes udelukkende materialer som danner plane handicapvenlige flader.

1. øøøøøøø

Økologi og byggeri er et langt sejt træk af ændrede livsfor­mer, et ændret syn på vores omgivelser, anvendelsen af naturlige og kulturelle ressourcer, og en ændret teknologi. Der findes ikke noget columbusæg, der med et slag kan gøre byggeri og beboelse økologisk.

Økologisk byggeri drejer sig derfor om at kombinere og samarbejde de mulige tiltag herunder de realistiske økotek­nikker til et optimum – en byggeskik, baseret på en blanding af høj- og lavteknologi, industriel fremstilling og håndværk. Underforstået med det formål at reducere energi, materiale­forbrug og forurening.

2. Økologisk byggeskik

Byggeskik beskrives normalt som byggeri slebet til af kul­turen og tiden.

Byggeskikken er således udtryk for en tilpasning til sam­fundsmæssige, sociale eller individuelle behov, der skal til­godeses inden­for gæng­se tekniske, økonomiske og arkitek­toniske rammer.

Byggeskikken er hverken præget af avantgardistiske tekno­logiske løsninger eller modsat af gammeldags arkitekto­niske dyder, den forsøger at ramme det arkitektonisk og teknologisk tidstypiske, eller det realistisk mulige.

En økologisk byggeskik kan ikke baseres på utopiske høj­teknologiske “en gang for alle” visioner og ej heller på ro­mantiske forestillinger om en tilbagevenden til en førindus­triel uskyldstilstand.

En økologisk byggeskik må søge at finde skæringspunktet mellem teknologi og kultur, byggeri og livsform, industri og håndværk, global og lokal ressourceudnyttelse, indivi­duelle- og samfundsmæssige økologiske krav og mellem traditionel lovgivnings- og or­ganisationspraksis og alterna­tive praksisser etc.

Skulle man være skeptisk overfor muligheden af en decide­ret moderne byggeskik, den uendelige pluralisme af byg­gevarer og byggemåder, taget i betragtning, er det alligevel dette skæringspunkt, der er interessant for det økologiske boligbyggeris daglige praksis og dets mulighed for at slå igennem.

Vi fortolker Økohus 99 konkurrencen som et forsøg på at indkredse dette skæringspunkt efter flere års mangeartede men spredte øko­logieksperimenter.

3.  Økologisk livsform, boform og boligbyggeri

Ud­formningen af den økologiske bolig peger direkte på spørgs­målet om hvad man skal forstå ved en økologisk livs­form og boform.

Den arkitektonisk, konstruktive organisering af boligen og boligmiljøet i bred forstand må derfor tages op til overve­jelse og disse overvejelser peger direkte ind i et fletværk af problemstillinger omkring materialer, konstruktioner, instal­lationer, byggemåder, produktionsmåder etc., samt endelig hvilket arkitektonisk udtryk dette kan resultere i.

Hver enkelt af disse problemer er komplekse og i sammen­hæng næsten uigennemskuelige.

Hvordan skal f.eks. en lokal fordel afvejes mod en global nødvendighed?

Hvordan skal et langtidsholdbart og derfor økologisk for­delagtigt byggemateriale afvejes mod truslen om dets ud­ryddelse ved overforbrug?

Hvordan skal en langsigtet ressourcebesparende installation afvejes mod dens øjeblik­kelige fremstillingsmæssige energi­forbrug, og transportforbrug, altså kortsigtede anlægsfor­dele afvejes mod langsigtede drifts­fordele

Hvor langt kan man komme med krav til ændrede vaner og livsformer af hensyn til økologien uden at ende i udemokra­tisk (statslig) styring og formynderi, etc.

Med afsæt i så komplekse problemstilling må udformningen af den økologiske bolig eller boligbyggeriet nødvendigvis blive en blanding af videnskabelige udvikling, rationelle betragtninger og common sense.

3.1 Kultur, vaner og boligtyper

Går vi ud fra at kultur og vaner er tæt forbundet, er det svært at forestil­le sig hvordan radikalt nye boligformer kan få gennemslag fra den ene dag til den anden.

Hver­ken en futuristisk, højteknologisk ” øko-rum­kapsel” eller varianter af “tilbage til naturen” hulebyggeri er realis­tiske alternativer (med mindre man ønsker at bruge hele da­gen på at være økologisk).

Forbindelsen mellem en økologisk byggeskik og den øko­logiske bolig består i at ramme den indretning og udform­ning, der tillader det normale liv at udfolde sig, og på samme tid giver frihed i udvikling af graden af øko­logisk levemåde. Antager vi, at bovaner plus byggeskik resulterer i boligtyper, kan forsøget på at finde en øko­logisk bygges­kik og en økologisk boligtype med fordel tage afsæt i eksis­teren­de traditionelt gode boligtyper for at forbedre dem økologisk.

Den økologiske bolig skal skabes i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse.

Økologiske boliger, der bygger videre på det bedste i tradi­tionen, giver en forståelighed, en almen accept og en konti­nuitet, der efter vore mening er en del af hvad man kunne kalde arkitekturøkologi. En respekt for og udvikling af det bedste i boligarven er lig økologisk tænkemåde på boligom­rådet.

Den samme hensynsfuldhed må vises arkitekturens udtryk og betydningsside.

4. Projektets idégrundlag

Økologisk byggeri er altså et spørgsmål om arkitektonisk organisering af:

Økonomi:       Sikre rentabelt byggeri på markedsvilkår.

Teknologi:      Sikre optimal økologisk udnyttelse af moderne teknologi.

Demokrati:     Sikre medvirkende fra alle de involverede parter, herunder beboerne i byggeriet.

Sociologi:        Sikre gode økologiske familieboliger, alment anvendelig.

Dette konkurrenceforslag vil forsøge at sammenfatte de fire faktorer i et projekt hvis væsentligste indhold er en kombi­nation af følgende elementer:

A   En økologisk zoning af bolig og bebyggelse, et sammenfald af:

1   Aktivitets- og funktionszoning

2   Klima- og miljøzoning

3   Installations- og byggeteknisk zoning

B   En økologiunit, installationsvæg

C   En økologicentral, fælleshus

Forudsætningerne for projektet er, at det skal være:

A   Simpelt og generelt

B   Tilpasningsdygtigt til såvel nybyggeri som byfornyelse

c    Ukompliceret og let forståeligt

d    Sundt og grønt

e    Arkitektonisk stimulerende

4.1 Generalitet (generel anvendelighed) og forskel­lighed (dif­ferenceret udformning)  

Den gode økologiske bolig skal kunne danne ramme om mange forskellige livsformer og herunder forskellige grader af økologisk levevis og oveni købet over en lang årrække.

Den økologiske bolig må derfor være foranderlig og til­pasningsdygtig. Ikke så meget i den dynamisk, mekaniske 60’er forstand, med flytbare vægge og total åbenhed, men mere i retning af generel anvendelig a la 20’ernes og 30’ernes murermesterhuse med ens rum.

Generalitet behøver dog ikke at være forbundet med ens­hed f.eks. ensartede rum. Generalitet kan lige så vel være forbundet med forskellighed f.eks. forskellige, men gen­erelt anvendelige rum.

Forskellighed er i det hele taget et centralt begreb i en boli­gøkologisk byggeskik.

60’ernes forskelsløse, standardiserede industribyggeri, med baggrund i en forestilling om overlevelsesbunkeren eller livmoderen med øje­blikkelig sanseløs behovstilfredsstil­lelse, er uøkologisk.

Den økologiske bolig skal rumme forskellighed. Forskellige rumstørrelser, -højder, -karakterer, forskellige niveauer. For­skellige lysforhold og temperaturer, forskellige materia­ler etc.  boligen skal opfattes som en del af omgivelserne, “den ydre verden” og som en del af klimaet, årstiderne, na­turen, byen, stedet.

Boligen skal være oplevelsesrig, sanselig og kropslig for at være økologisk.

4.2 Boligens livsrum og brugsmæssige opdeling

Den økologis­ke bolig må gerne opdeles efter begreber, der går på tværs af den sædvanlig funktionelle opdeling i sove, spise, opholde etc. F.­eks.i bevægelse, stilstand, repro­duktion, produktion, intellektuel og følelsesmæssig kon­tra fysisk virksomhed.

Boligen skal ikke være et stillesiddende konsumfuteral. At leve i den økologiske bolig er en veksling mellem hvile og aktivitet.

Boligen skal indbyde til sund bevægelse ud og ind, rundt i- og op og ned på etagerne.

Boligens indretning og opdeling skal afveje de økologisk tekniske krav mod de traditionelle familie- og samlivsfor­mers behov.

4.3 Den sydvendte bolig

Et af projektets vigtigste valgte parametre for udformningen af alle boligtypernes livsrum, er syd-orienteringen.

Alle værelser og opholdsrum vender med syd, for lys ind fra syd.

Foruden de arkitektoniske og miljømæssige argumenter kan syd-orienteringen begrundes økologisk og energimæssigt.

Boligindretningens sydvending er projektets arkitektonisk kunstgreb.

Hovedindgangen til boligerne er ligeledes orienteret mod syd, gennem ” atriet “. Der er dog også mulighed for at gå ind fra nord gennem køkkenet.

4.4 En ny økologisk boligtype

En ny økologisk boligtype formes af en ny byggeskik og teknologi og en ny organisering af boligens funktioner, arealer og rum.

Projektets organisering, opdeling og arkitektoniske ud­formning af boligen bygger på en sammenlægning af tre zoninger:

1  Aktivitets- og bofunktionel zoning.

2  Energi- og klimazoning

3  Installations- og byggetekniske zoning.

4.5 Aktivitets- og bofunktionel zoning

Familien vil i lang tid fremover stadigvæk være en flerge­nerationsfamilie med normale behov for en boligintern op­deling i private og fælles rum, rolige og mere aktive områ­der, plus servicerum, køkken og toilet.

Med forudsætningen om en mere aktiv økologisk levevis og generel anvendelighed opdeles den økologiske bolig hori­sontalt i en arbjeds/

aktivitetszone­ og en roligere opholdszone. Aktivitetszonen rummer køkken og “atrium”, et multifunktionelt rum, der kan være alt fra atelier til havestue eller entré.

Også vertikalt er den økologiske bolig på traditionel vis delt op i en aktiv stueetage og en roligere 1. sal.

Aktivitetszonen og atriet er det i arkitektonisk forstand økologiske livs- eller “råderum”, der praktisk og symbolsk tillader en mere eller mindre økologisk levevis.

4.6 Energi- og klimazoning

En øko­logisk zoning om­fatter også en energibevidst opde­ling i en passiv og aktiv udnyttelse af solindfaldet.

Boligen er delt op i en syd­vendt solfangende, let facade­zone og en tung nordvendt varmeakkumule­ren­de zone.

Med denne klassiske opdeling udnyttes solens og lysets energi optimalt og temperatursvingningerne over døgnets timer udjævnes.

Den enkelte familie kan vælge at leve “økologisk” i pagt med årstidernes skiften (trække sig tilbage til den tunge del af boligen om vinter­en og ud i den lette del resten af året), eller familien kan vælge at bebo hele huset hele året rundt mod en energimæssig merudgift.

Dette betyder også en opdeling i en lysere og mørkere zone og bidrager til skabelsen af forskelligheder i boligen, i for­hold til lysforhold, tyngde og lethed.

4.7 Installations- og byggeteknisk opdeling

Projektet deler boligen op i en installationstung speciel zone og en installationslet generel zone, svarende til en dyr- og byggeteknisk vanskelig zone og en billigere mere teknisk ukompliceret zone (evt. professionel contra medbyggede).

Disse zoner krydses af boligens byggetekniske opdeling i råhus, aptering og komplettering.

4.8 Det grønne rum “Atriet”.       

Det dobbelthøje grøn­ne rum eller atrium er det centrale funk­tionelt/arkitektoniske element i den økologiske bolig.

Her falder den økologiske zoning sammen med praktiske hensyn til passiv solfangning, årstidsbevægelse i boligen, varmebesparelses- muligheder, rumforskellighed, tempera­turforskellighed, brugsforskel- lighed, bevægelsesmulighed etc.

Rummet er passiv solfanger, “motionsrum”, uderum, inde­rum, tempereret, utempereret, boligudvidende, – sammen­trækkende, entré, indre gård, forhave, atelier, udestue, driv­hus, festsal, kort sagt økologisk multi­funktionelt.

“Atriet” er en historisk kendt boligrumtype her kombineret med økologiske overvejelser.

Altså nyudviklet bolighistorie lig økologisk boligbyggeskik.

4.9 Økologisk klimaskærm / facade

Projektet foreslår en boligtype, der prioriterer sammen­hængen mellem lyskvalitet og livskvalitet. Den økologiske bolig tager udgangspunkt i dagslysets overlegne kvalitet og arbejder derfor med en stor grad af transparens.

Dagslyset er kvalitativt ved at være steds-, regions- og år­stidsbestemt. Lyset tager farve af omgivelserne og reflekte­rer stedet, klimaet og årets gang.

For at skaffe naturlig ventilation og forhindre overophed­ning, er glaspartiet i ” atriet ” forsynet med oplukkelige par­tier. Dette sikrer en hurtig udluftning af ” atriet ” direkte gen­nem aktivitetszonen eller hele huset.

Dele af de indvendige og udvendige glaspartier kan forsy­nes med translucent glas, afhængig af en nøjere vurdering af temperaturudsving og lysindfald.

Følgende elementer integreres i boligens klimaskærm:

– Energiruder

– Translucente ruder

– Regulerbar solskærm, persienner

– Oplukkelige vindues- og dørpartier

4.10 Materialer, konstruktioner, installationer

Kravet til materialer, konstruktioner og tekniske installatio­ner i en øko­logisk byggeskik må være:

Materialer:

Sunde

Energi og ressourcebesparende

Reparations- og vedligeholdelsesvenlige

Økonomiske

4.11 Materialer – fremstilling og anvendelse

Valget af materialerne i bebyggelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af deres genbrugelighed, indeklimatilpasning, holdbar­hed og fremstillingsmåde i forhold til råstof og energiforbrug.

Opnåelse af et godt indeklima er udover at anvende sunde mate­rialer, også et spørgsmål om at anvende materialer med en høj grad af forskelligartethed i forhold til materialets farve, klang, hårdhed, duft, absorberingsevne overfor fugt og varme, reflek­tering af lys osv.

Der anvendes fire typer af materialer i forbindelse med opførelsen af det foreslåede Økohus 99 projekt.

Type 1 Organiske materialer som træ, træfiber, tekstiler mm. Materialerne er reproducerbare, og ved bortskaffelse frigøres der energi. Træet oplagrer desuden CO2 i vokseperioden.

Type 2 Materialer som fremstilles af mineraler i jorden, metal og glas.  Der bruges meget energi til fremstilling af disse materialetyper, til gengæld kan de genbruges og er langtidsholdbar og svær nedbrydelig. Materialerne anvendes på særligt belastede områder på økohuset.

Type 3 Miljøbeton (genbrugsbeton), tegl og kalkmørtel, fremstilles af lokale materialer med et moderat forbrug af energi til fremstilling. Denne gruppe af tunge materialer er aktive i forhold til opsamling og lagring af passiv energi fra solen. Der kan næsten opnås balance mellem forbrugt energi til fremstilling, og den energi der opsamles i materialerne, set over en tidsfaktor på f.eks. husets levetid 80 – 100 år.

Type 4 Isoleringsmaterialer, lavenergiruder, solceller, solfanger mm. Fremstilling af disse materialer foregår med et højt forbrug af energi. Energiforbruget til fremstilling spares dog hurtigt ind ved brug af disse materialer – komponenter i byggeriet, i form af et energitilskud til den daglig drift.

Opdeling af de fire typer materialer i forhold til pro­jektet.

1.Råhuset: anvendelse af materialerne i gruppe 3.

2. Aptering: anvendelse af materialerne i gruppe 2 og 4.

3. Komplettering: anvendelse af materialerne i gruppe 1 og 2.

4.12 “Ruintesten”

Ud fra en livscyklusanalyse vil lang­tidsholdbare materialer og kon­struktioner være økologisk korrekte.

Kravet om holdbarhed skal dog afvejes med den nutidige byggeskiks blanding af industriel og håndværksmæssig byggeskik.

Visse materialer og konstruktioner har en lang tidspuls f.eks. hoved- konstruktioner, mens andre komponenter har en kortere levetid, typisk færdigvarer som vinduer, køkkenelementer, installations­komponenter etc.

Byggeriet på dets nuværende teknologiske stade kan derfor med fordel deles op i 3 kategorier med forskellig livscyklus:

1. Råhuset, den bærende hovedkonstruktion
2. Aptering, klimaskærmen m.m.
3. Kompletteringen, løse elementer, installationer m.m.

Som eksempler på aptering kan nævnes: udvendige facade­beklædninger og indvendige lofts- og vægbeklædninger samt gulvbelægning.

Og som eksempel på udvendig og indvendig komplettering kan nævnes: solafskærmninger, løse trapper og altaner, sanitet, indvendige trapper, skabe, køkkenelementer etc.

Denne opdeling vil gøre det lettere at kontrollere og udvikle de enkelte bygningsdeles livscyklus og økologiske værdi både i forhold til fremstilling og montage samt kontrollere udskiftning og forbedring af bygningsdele.

Set i et økologisk perspektiv kan der stilles forskellige krav til disse dele.

Sagt kort: jo kortere levetid, jo større krav til vedligehol­delse, udskiftelighed og genanvendelighed.

Opdelingen i råhus aptering og komplettering gør desuden bebyggelsen lokalt, arkitektonisk tilpasningsdygtig.

Anvendelsen af lokale byggematerialer er således i pagt med en økologisk tankegang.

Endelig har projektets boliger en ren installationszone, in­stallationsvæggen, hvis koncentration af de fleste installa­tioner og føringsveje er en vigtig del af hele boligens ud­formning.

4.14 Det økodemokratiske energisystem.

Ud fra konkurrenceudskriverens ønske om størst mulig inddra­gelse af beboernes aktive medvirkende, til en økologisk rigtig ad­færd og brugen af boligen, er bebyggelsens ressource- og ener­gisystem opdelt i et primært overordnet forsyningsnet, økologi­centralen, transmissionsledningerne mellem økologicentralen og boligerne. Det sekundære system holdes inden for den enkelte bolig og består af det grønne rum ” atriet ” “snøvsen” og installa­tionsvæggen. Kombinationen af disse tre elementer muliggør at beboerne i det kommende økohus 99 direkte kan arbejde aktivt med individuelle energirigtige- og økologiske tiltag, der kan eksperimenteres inden for den enkelte bolig med økologien.

De individuelle økologiske tiltag, som opsætning af solceller, ekstra solfanger, vandbehandlingsanlæg m.m. kobles via “snøv­sen” og installationsvæggen på det overordnede energisystem. Installationsvægen er udover at være det samlende element mel­lem det økologisk lokalt eksperimenterende og det overordnede og styrende ressource- og energisystem, også boligens centralt placeret økomøbel. Økomøblet synliggør det sted i boligen hvor den enkelte føre ”   husholdning ” med boligens økologi, ressourceforbrug og indeklimaet. Boligen har fået en miljøregula­tor.

4.15 Det grønne rum ” atriet “, økologiens lokale forum.

Det grønne rum er stedet i boligen hvor den enkelte beboer dagligt kan   forholde sig bevidst til økologien. ” Snøvsen “, in­stallationsvæggen og det grønne rum udgør tilsammen en lokal platform for det forestående Agenda 21 arbejde. Et sådant ar­bejde må blive en naturlig del af det at bo i et økohus 99 projekt.

Det grønne rum i hver enkelt bolig ligger op til at der i bebyggel­sen vil kunne dannes et netværk omkring det at leve bevidst økologisk. Der vil kunne foretages sammenligninger mellem forskelligartede økologisk levevis i de enkelte boliger.  Denne er­faring der hermed kan indsamles vil være en god inspirator for bebyggelsens beboer i forhold til at videreudvikle den økologiske tankegang og levevis.

Projektet ser ikke noget modsætningsforhold mellem tek­niske (evt. højteknologiske) installationer og økologisk byggeri.

Kravet til installationerne er blot, at de er simple at instal­lere, håndtere, vedligeholde og udskifte og selvfølgelig energi- og ressourcemæssigt acceptable at fremstille.

Det gælder ligeledes de økologiske specialinstallationer så som solfangere, varmevekslere, vandopsamlere, genbrugs installationer etc.

4.16 “Økounitten”, installationsvæggen, (snøvsen)

Boligens installationer er koncentreret i en installationsvæg midt gennem boligen.

Installationsvæggen og “snøvsen” indeholder boligens fø­ringsveje for vand, varme, ventilation og el med udtag til kommunikationsudstyr lamper etc.

Den er samtidig decentral styring- og kontrolstation for bo­ligens ressourceforbrug.

Til dette formål rummer unitén et pædagogisk, aflæsbart display. Displayet kan kobles på nødvendige sensorer i bo­lig og fælleshus. Alternativt vil ressourceforbruget kunne aflæses via et TV-GYR system.

Til installationsvæggen kobles toilet og køkken, og alle ho­vedinstallationerne i boligen føres i den. Derved fritages de øvrige dele af boligen for komplicerede installationer og rør­føringer.

Installationsvæggen kan desuden indeholde næraffaldssor­tering, skral­dsug, edb-kabelføring, kommunikationsinstal­lationer, musik-, videoanlæg etc.

Installationsvæggen kan gøres til genstand for industriel se­rie produktion, – design og eksport.

Den økologiske unit er en sammenstilling af gammelkendt og ny installations- og ressourceteknik.

Installationsvæggens placering midt gennem boligen gør det nødvendigt at “gå på tværs” af væggen med vinduer og døre.

Installationsvæggen er derfor en let, hul træbeklædt væg med frie muligheder for gennembrydning og rørføringer.

Installationsvæggen minder designmæssigt og konceptuelt om en akvæ­dukt, en bolig-økodukt.

Installationsvæggen forbinder boligens installationer med fælleshusets varmecentral, brændselscelle etc. og bliver, betydnings­mæssigt og konkret, forbindelsen til de større økotekniske netværker i kommunen og landsdelen.

Installationsvæggen gør det let at udskifte installationer, ud­bedre skader og kontrollere fejl.

4.17 Den økologiske bebyggelse (det økologiske “bo­fællesskab”), økologicentralen.

En vigtig forudsætning for økologisk forståelse og økolo­gisk byggeri er demokratisk medvirken.

De økologiske tiltag skal være vedkommende og synlige for at få gennemslagskraft. I modsat fald kan det ende med et ekspertvælde og uinspirerende restriktiv lovgining. “Der skal være mere gulerod end stok i økologisk byggeri”.

Sammenstilling af økologi og øvrige beboerfaciliteter er meget vigtig i øjeblikkets økologiske omstilling.

I den sammenhæng kan økocentralen/fælleshuset have en vigtig funk­tion som symbolsk og praktisk omdrejnings­punkt for lokale Agenda 21 initiativer og fortsatte økolo­giske eksperimenter.

De fleste nyere boligbebyggelser indeholder et fælleshus med fællesfaciliteter, vaskeri ophold e.l.

Tænker vi os fælleshuset udvidet og gjort til hjemsted for de mere kompli­cerede energitekniske og økologiske tiltag, har vi her en overskuelig og nær enhed, der på den ene side fritager den enkelte bolig for overplastring med tekniske in­stallationer, og på den anden side kan sikre en tilstrækkelig professionel overvågning og styring af den økologiske tek­nik.

I en sådan økologicentral, defineret som en blanding af teknik og fælleshus, kan samvirket mellem forskellige økologiske og ressourcebesparende teknikker optimeres.

Følgende teknikker og funktioner vil kunne samarbejde i økologicentralen:

– Fælles energistyring og måling af forbrug.

– Solfanger på egnede steder.

– Fælles regnvandsanlæg.

– Naturgasfyret minikraftvarme.

– Naturgas/biogasfyret brændselscelle.

– Vandbesparelser.

– Affaldshåndtering.

– Fælles vaskeri.

– Fælles dybfryser.

– Miljø- og aktivitetssted

– Grønt væksthus

– Edb-station

– Værksted for fritiden.

– Fælles køkken, spise, ophold etc.

Økologicentralen kan sikre en høj grad af fleksibilitet og til­pasningsdygtighed i forbindelse med installering af allerede kendte og kommende økologiske- og ressourcemæssige teknologier.

Økologicentralens størrelse og effektivitet kan nemt tilpas­ses forskellige projekttyper.

5. Bebyggelsesplanen

Konkurrencegrunden er placeret i en typisk forstad med blandet parcelhus- og tæt lavt byggeri.

Grunden indgår i en planlagt bydel med fastlagte stier og veje, der støder op til et landskabs- eller parkbånd, der er tænkt som højklasset rekreativt areal i bydelen.

Projektets bebyggelsesplan ønsker ikke at fornægte stedets for­stads karakter ved at skabe en by-kulisse. I stedet søger planen at understrege forstadsbebyggelsens usentimentale rumlighed, en rumlighed der kan gøres lige så urban og va­rieret som den historiske by skønt rationel i sin struktur.

Bebyggelsen indskriver sig i historien fra Bakkehusene til Håndværkerparken og Dianas Have.

Bebyggelsens indre “byrum” har direkte adgang til det re­kreative areal og respekterer de byggefelter, der udstikkes af bydelens plan.

Af samme årsag er bebyggelsen kun 2 etager skønt der er mulighed for at bygge op til 2,5 etage.

Bebyggelsens relative tæthed er desuden valgt for at skabe et bedre klima mellem husene.

Sammen med beplantningen skærmer tætheden for den bar­ske sydvestenvind.

Bebyggelsen er af økologiske årsager konsekvent syd­vendt. (solindfald, passiv soludnyttelse).

Fælleshuset er placeret for enden af bebyggelsen, hvor den centrale hovedsti gennem bebyggelsen ender og hvor cen­trum for den endnu ikke bebyggede sydlige bydel befinder sig.

Langs tilkørselsvejen placeres private skure, cykelskure og affaldsskure.

Parkeringen er ligeledes placeret langs adgangsvejen.

Hovedstien gennem “byparken” er ført syd om projektets bebyggelse, men kan forbindes med Kirkegade gennem be­byggelsen langs med fælleshuset.

5.1 Om det grønne

Karakteren af de grønne arealer afspejler i den grundliggende hovedstruktur boligbebyggelsens enkle og præcise udtryk. Hensigten hermed er at skabe grønne rammer af høj æstetisk værdi, indenfor hvilke synliggørelsen af det biologiske kredsløb kan gøres mangfoldigt i udtryk og brugsværdi.

Den grundliggende ide er at ´genbruge´ den etablerede skov­plantning på stedet i størst muligt omfang, med en vis udtynding af ammeplanterne. Skoven vil med tiden danne et ´grønt´ tag, der binder udearealerne sammen og giver bebyggelsen en frodig og naturpræget karakter. Dette fordrer selvsagt en nøje plan­lægning af bygge- og anlægsarbejderne, der således må foreta­ges på stedets betingelser, med størst mulig hensyntagen til træer og buske, der skal bevares. En sådan remisebeplantning tilgodeser vækstbetingelserne optimalt samtidig med at det økologiske kredsløb stimuleres.

Udover skovplantningen tilføjes området følgende karakteris­tiske elementer:

Den grønne væg – der løber langs hele p-arealet og indehol­der plads til miljøstationer, cykler og depotrum, fremtræder som en let træ- eller pladekonstruktion med netværk til klatreplanter på hele den østvendte langside. Klatreplanterne, bl.a. i form af stedsegrøn Vedbend, er betydningsfulde for insekter og fugle – som fødekilde, skjul og yngleplads.

De grønne skærme – der opsættes ved privathaverne tilplan­tes med forskellige blomstrende og stedsegrønne klatreplanter. Disse giver læ og ly for indblik haverne imellem.

Hækelementet – af blomstrende buske markerer de skrå for­delingsstier, opdeler og understreger de rumlige forløb og fun­gerer som tilholdssted for insekter og fugle.

Alléen – danner en rumlig afgrænsning mellem adkomstvejen med tilhørende p-areal og boligbebyggelsen. De eksisterende stammede allétræer suppleres med træer af lign. sort.

Kanalen – samler tagvandet op og følger som en livgivende blå åre den bugtede sti, der bliver ´den røde tråd´ hvor man mødes på vej gennem området til fælleshuset. Her føres kanalen ud i et opsamlingsbassin, der udformes som et lavt spejlbassin i for­bindelse med fælleshusets terrasse. Kanalen bliver således et centralt og attraktivt element, der vil tilføje området miljømæss­ige kvaliteter for såvel dyr som mennesker.

Vedrørende plantevalg til ovennævnte elementer og øvrige plantninger tilstræbes at udvælge egnskarakteristiske løvfæl­dende arter – i videst muligt omfang med blomstrende og frugt­bærende egenskaber – der kan bidrage til et mangfoldigt dyreliv.

Adgangs- og fordelingsstier og -veje har alt efter deres funktion i området fået en nuanceret form- og materialemæssig bear­bejdning, der giver klare signaler om betydningen af den enkelte stil eller vej. Der anvendes udelukkende materialer som danner plane handicapvenlige flader.