Sønder Omme 2015

Stationsbymidtens problemstillinger

Baggrunden for projektet er stationsbyernes aktuelle problemer, der for en stor dels vedkommende drejer sig om stagnation eller tilbagegang og for deres gamle bymidtes vedkommende bymæssig fragmentering og forfald.

Denne brede, let negative karakteristik bør dog differentieres. Der er stadigvæk store forskelle på stationsbyernes vilkår og konkrete problemer, ligesom graden af virksomhed og intakthed varierer.

Generelt er de fleste stationsbyer fortsat gode bosætninger og levesteder med nydelige parcelhuskvarterer og tilhørende institutioner, skole, børnehave, ældrecenter, fritids- og sportscenter, supermarked, erhvervsområder, etc. Der, hvor stationsbyernes problemstilling bliver synlig, er i de oprindelige bymidter, hvor de strukturelle, samfundsmæssige og bykulturelle forandringer skaber fysisk, urban fragmentering, forarmelse af bymiljøet og udhuling af bylivet, hvilket igen med- fører tab af identitet og attraktion.

I den uvildige screenende iagttagelse af projektets/ bogens 256 danske stationsbyer mellem 1.000 – 5.000 indbyggere kan det virke som om, de er blevet talt ned i den generelle diskussion om deres vilkår og situation, i hvert tilfælde som samlede byenheder. På den anden side har den typologiske kortlægning og herunder direkte kontakt med beboere og kommunale planlæggere blotlagt en tøvende og rådvild holdning til bymidteproblemet. Det kan skyldes, at synet på omgivelserne, den byarkitektoniske iagttagelse som oftest er adspredt. Man vænner sig til forholdene og lægger kun mærke til de nære omgivelser, hvis der sker store forandringer som f.eks. nedrivning eller opførelse af noget nyt.

En anden forklaring på den undvigende holdning til bymidterne er uden tvivl en forståelig tendens til fælles fortrængning, stillet overfor de meget komplekse og uoverskuelige, strukturelle problemstillinger, som bymidterne repræsenterer. Man kaster sig derfor hellere ud i isolerede men tilsyneladende lettere overskuelige enkeltprojekter af mere eller mindre visonær eller pragmatisk karakter end over løsningen af midtbyens omfattende og uoverskuelige problemkompleks af privat ejendomsret, manglende attraktivitet, nedlagte butikker, huller i husrækken, nye bosætnings- og erhvervsformer, nye indkøbs- og handelsvaner, etc.

Selv om stationsbyerne over en bred bank umiddelbart fremstår som gode bo- og levesteder, er der almindelig enighed om, at de fysisk-kulturelle problemer, som deres midte præsenterer, bør tages alvorligt som et samfundsproblem. Der bor fortsat mange mennesker i stationsbyerne, heraf ca. en halv million i byer i størrelsesorden mellem 1.000 – 5.000 indbyggere, og stationsbyerne med deres historiske midte er en vigtig del af det danske, urbane kulturlandskab, dansk identitet og historie.

Sønder Omme hovedgade 1920-40

Sønder Omme hovedgade 2015

Huller i Sønder Omme hovedgade

Facadeeksempler, Sønder Omme hovedgade

Typologisk kortlægning – typologisk hierraki

Den typologisk kortlægning af de danske stationsbyer omfatter et hierarki af typologier/ kategorier, der udtrykker vigtigheden i forhold til den enkelte bys opståen, udviklingshistorik og identitet, men også for dens udviklingspotentiale:

• Stedlighedstypologien
• Monument-/ dynamotypologien
• Bebyggelses- og Byrumtypologien
• Bygnings- og facadetypologien
• Apteringstypologien

Set som historiske betingelser, der har etableret, udviklet og formet byerne med deres forskellige særpræg og identiteter, er nogle typologier mere tungtvejende end andre.

Typologierne med den længste historiske cyklus er mest permanente og forandringstræge og dermed også de mest identitets- seje. Det gælder landskabets, kulturlandskabets og byskabets tusindårige livscyklus men også de monumentale bygværkers flerhundredårige, bystrukturerende overlevelse. Disse typologier sætter rammerne for eller fungerer som skelettet i byen, hvor omkring dens krop formes.

Det samme gælder for bebyggelses- og byrumstypologiens dog knap så lange og klippefaste transformationscyklus.

De enkelte huses og facaders hundredårige til tiårige udskiftninger og forandringer er af samme årsag løsere relateret til byens identitet, lige som byens aptering og udstyr, hvis omsætning som oftest er hurtig og perifer i relation til byens historisk forankrede identitet. De ”hurtigere” typologier er, som tidligere nævnt, ikke uden betydning for byens miljø og attraktivitet.

Byernes opbygning og fortløbende transformation sker på basis af det typologiske hierarki og dets cykler. Det gælder både for stationsbyerne som samlet hele og for deres historiske midte.

Eksempler på historiske stedtypologier + midtbytypologier / hovedgadetypologier

Sønder Omme set fra ådalen

Monumenter / dynamoer, Sønder Omme

Bebyggelse og byrum, Sønder Omme hovedgade

Facaderække, Sønder Omme 2015

Apteringseksempler, Sønder Omme hovedgade

Typologiske kortlægningslag

Den typologiske kortlægning er bygget op af tre, tæt forbundne lag og udviklingsfaser som:

• Registrerende kortlægning
• Analyserende kortlægning
• Kreerende kortlægning

Den registrerende kortlægning er en tilnærmet objektiv registre- ring ud fra luftfotos, stedfotos, traditionelt kortgrundlag, plandata, besigtigelse på stedet, e.l.

Den analyserende kortlægning har til formål at trække særlige temaer, særlige fysiske forhold eller specielle byarktiktoniske elementer frem, som potentiale for udvikling.

Den kreerende kortlægning har til formål er at introducere til mere frie og subjektive idéer og forslag til transformationer og udformninger i relation til de to første kortlægningslag.

Bevægelsen gennem de registrerende, analyserende og kreerende lag kan gå begge veje. Kreeringen kan være styret af registrering og analysering, ligesom registrering og analysering allerede kan have en kreerende bagtanke.

Kortlægningen er således et operationelt redskab til forståelse, fremstilling og skabelse indenfor byudviklingens komplekse problemstillinger. Et redskab for professionel og amatør til brug mellem forenklet, diagrammatisk systematik og kompleks, tegnet projektering.

Kortlægningens fremstilling

Kortlægningen er ikke metodisk eller fremstillingsmæssigt fastlagt, den kan være mere eller mindre skematisk og detaljeret, diagrammatisk eller billedlig, illustreret i to eller tre dimensioner, etc.

Den registrerende og analyserende kortlægning er her fremstillet som kontekstkort for at kunne sammenligne stationsbyernes fysiske struktur, kontekst og historiske udviklingsforløb.

Den kreerende kortlægning er her fremstillet som både todimensionelle kontekstkort og som rejste og rumlige illustrationer.

Tre markante udviklingsepoker

Den registrerende og analyserende typologiske kortlægning har været behjælpelig med at indkredse stationsbyernes og deres midters fysisk-byarkitektonisk udviklingsepoker og kulminationer.

Hver af de tre overordnede, epokers stationsbytypologier re- præsenterer således en karakteristisk legering af kortlægnings- typologierne.

Der er valgt tre årstal med 50 års interval som udgangspunkter for kortlægningen af stationsbyerne og deres midters udviklingshistorik og overordnede, samlede typologier:

1. epokes stationsbytypologi med 1915 som kulminationspunkt i stationsbyernes første etablerende ekspansions- og udviklingsbølge mellem 1890-1940.

2. epokes stationsbytypologi med 1965 som kulminationen af stationsbyernes anden ekspansionsbølge mellem 1950-1980.

3. epokes stationsbytypologi med 2015 som valgt fokuspunkt i en tredje udviklings- eller afviklingsperiode startende omkring årtusindskiftet og stadigt igangværende.

Årstallene repræsenterer kulminationen eller tyngdepunktet for hver sin markante udviklingsperiode i stationsbyernes historie, hvor de tre epokers typologier fremstår som formalt og indholdsmæssigt modnet og tydeligt med deres karakteristiske træk. Årstallet 1865 er udeladt som epokekulmination, fordi stationsbyen her er i sin tidlige grundlæggelse og endnu typologisk uafklaret.

Stationsbyen befinder sig i dag midt i en ny tredje forandrings- periode, hvilket gør det sværere at præcisere og begrebsliggøre den som 3. epokes stationsbytypologi eller dens kulminations- punkt som værende omkring 2015. Bogen peger dog på tegn og tendenser, der kan karakteriseres som 3. epokes typologi og som alle er mere eller mindre markant til stede i dagens stationsbyer.

Her refereres igen til bogen ”Stationsbyer i dag”, hvis grafer over stationsbyernes ekspansionsperioder kan understøtte 1915, 1965 og for projektets egen regning 2015 som logiske midter- eller tyngdepunkter i fremstillingen af de tre typologiske udviklingsepoker eller overordnede stationsbytypologiers byarkitektonisk-urbane begrebsliggørelse.

Sønder Omme + hovedgade 1915-25, 1960-80, 2015

Brædstrup hovedgade 1918, 1960-80, 2015

Intakthedsparametre

Stationsbyernes størrelse og nærhed til større byer

Den indledende screening plus registrerende og analyserende kortlægning har sandsynliggjort antagelsen af, at den enkelte stationsbymidtes intakthed, som en ”rigtig” og fortsat fungerende stationsbymidte i 1. og 2. stationsbytypologis forstand, er en funktion af: parametrene:

–  Egen størrelse
–  Afstand til nærmeste store by

Jo større stationsby og jo længere væk fra en stor naboby, des mere intakt og helstøbt stationsby af 1. eller 2. epokes typologi (eller des mere forsinket proces mod fuldendelsen af 3. epokes stationsbytypologi). Og omvendt, jo mindre stationsby jo tættere på stor naboby, des mindre intakt stationsbymidte, (eller hurtigere indløsning af 3. stationsbytypologi).

Nabobyens størrelse og afstand er multiplicerende faktorer. Dette kan forklare hvorfor nogle stationsbyer, trods deres beskedne størrelse, kan virke mere urbant intakte end langt større stationsbyer.

Mønsteret er dog præget af store og vanskeligt forklarlige variationer, men som overordnet betragtning virker den korrekt og brugbar.

Generisk udvikling eller afvikling – suburbanisering – deurbanisering

Stationsbyernes historiske midter vil med stor sandsynlighed, hvis man lader den øjeblikkelige udvikling gå sin gang uden nogen aktiv, planlæggende indgriben, blive deurbaniserede eller suburbaniserede.

De vil blive bymidter uden eller med kun få traditionelle butikker og værksteder, meget lidt privat serviceerhverv, få kulturelle udbud, restauranter, caféer, gallerier, etc., og måske ingen offentlige eller private dynamoer i form af offentlige institution, supermarked, kro eller beboerhus.

Det mest optimistiske og sandsynlige resultat af denne pågående proces er en midtby af beboelse i den eksisterende bebyggelsestypologi eller en ny bebyggelsestypologi eller en blanding heraf.

Den pessimistiske udgave, set ud fra et historisk, kulturarvssynspunkt, er nedrivning af midtbyens tætte bebyggelse, erstattet med parcelhuse eller åbne grønne mellemrum. Kun i stationsbyer med vækst og fremgang eller en stabil situation vil der kunne blive tale om en fastholdt urbanitet, moderat genurbanisering eller omurbanisering i form af indbygninger (infill) udbygninger, additioner eller transformationer af bygningsmassen i forlængelse af den eksisterende, historiske typologi.

Hovedgadeudvikling, fiktiv stationsby

Planerisk udvikling eller afvikling

Håndteres bymidtens udvikling eller afvikling bevidst og planlæggende, er chancen for en fastholdelse af urbanitet, typologisk byskab og kvalitativ byarkitektonisk udformning større, uden dog at være sikker. Et forsinket tilbagetog kan også være et acceptabelt resultat under de herskende omstændigheder.

I den sammenhæng kræver den kvalitative afvikling eller afurbanisering af ”Skrumpelev” en lige så grundig og sammenhængende planlægning som en udvikling eller ”omvikling”. Som regel vil den virkelige planverden være en blanding af generisk udvikling afbrudt af momentane og begrænsede planeriske indgreb.

Urbaniserende/ konstruerende planlægning
Reurbaniserende/ rekonstruerende planlægning
Deurbaniserende/ dekonstruerende planlægning

Målet for en planerisk udvikling med kulturarven i ryggen er principielt at forsøge en fastholdelse og videre konstruktion af den urbanitet, der repræsenteres af 1. og 2. epokes stationsbytypologi eller, hvis dette forekommer for idealistisk eller urealistisk, at indoptage, medtænke og medtegne disse betydelige typologier i en mere radikal re- eller dekonstruktion, affødt af en evt. uundgåelig re- eller deurbanisering af stationsbymidterne.

En sådan re- eller dekonstruktion vil mest sandsynligt være forbundet med en byudvikling i defensiven, men kan ikke udelukkes selv i mere offensive situationer – skulle de forekomme. Bogens del 2 med kreerende kortlægning af de fem udvalgte stationsbyer præsenterer de tre planeriske tilgange typologisk for hver by.

Generiske og planeriske fremskrivningsvisioner

Fremskrivningseksempler

”2. række” – udviklingspotentialer

I forbindelse med midtbyens og hovedgadens bevaring og fortsatte rolle som stationsbyens tætte, aktive midte, rummer hovedgadens 2. række udviklingspotentialer.

2. række er her forstået som overskudsarealerne eller områderne mellem 1. rækkes rand af gade- og baghusbebyggelse og de senere forstadsbebyggelser længere ude.

2. rækkes overgangszone rummer ofte større, mere eller mindre regulære arealer, som byudviklingen har fundet det lettest at springe over eller ”har glemt”. Eller det kan deje sig om tiloversblevne arealer fra jernbanens nedlæggelse, et gammelt erhvervsforetagende, en sejlivet gård, et ukurant dyrkningsareal eller et indviklet byggefelt.

Bebyggelsen af ledige eller dårligt udnyttede ”overskudsarealer” i 2. række, kan tjene som fortsat fortættende og befolkende opbakning til hovedgaden, eller som den tilbagetrukne tætbebyggelse, der løser et kombineret trafik- og renoveringsproblem, samtidig med at midtbyen fastholdes som urbant tyngdepunkt og alternativ til parcelhuskvarterernes bosætningsform.

Er der oveni købet mulighed for at lade 2. rækkes mest offentlige funktioner som f.eks. fælleshus, institutionsdel eller virksomhedsdel stikke ud i gadens 1. række, vil det kunne bidrage til at fastholde og styrke hovedgadens urbanitet.

Også i de tilfælde hvor en egentlig deurbaniserende og dekonstruerende nedrivning finder sted, kan disse arealer spille en rolle som parkbebyggelse eller rekreative bylandskaber.

Udnyttelsen af 2. række er allerede på generisk vis sket mange steder, men kan her understreges som et lidt upåagtet, strategisk byudviklingspotentiale.

Bebyggelsesmodeller

Facadebevarelse og facadefornyelse

Som alle byer kan også stationsbyerne fremvise en lang række eksempler på kvæstede, respektløst ombyggede og ufølsomt renoverede huse og facader. Til disse hører de mange butikker med store vinduesfacader, der alle sparker underkæben ind på ellers velproportionerede gamle huse i forsøget på at bringe historiske bygninger up to date med smarte fornyelser, hvilket ofte forvandler dem til rene arkitektoniske monstre.

Stationsbyernes oprindelige byggeskik og fremtoning var domineret af rødt murværk.

Byerne har nu nået en alder, hvor behovet for renovering og fornyelse er aktuelt og pågående. Det har resulteret i et tydeligt skift fra de røde, murede huse til flere og flere pudsede, vandskurede og malede facader i mange farver og til fremkomsten af et tendentielt andet miljø med en ændret stemning i byerne.

Foruden et mere spraglet eller tivoliseret miljø resulterer pudsningen og bemalingen af de historiske facader i en mere ustoflig og i slemme tilfælde enten skindød eller oversminket fremtoning.

Stationsbyerne rummer meget interessant, bygget kulturarv og original arkitektur, som det er værd at hæge om. Det kræver måske en målrettet pædagogisk formidling og konkrete eksemplificeringer, inden en sådan erkendelse kan omsættes til selvbevidst og sammenhængende byfornyelse i stationsbyerne.